I Danmark og i en lang række andre lande er pelikanen valgt som den fugl, der symboliserer bloddonorgerningen. Baggrunden for dette valg skal findes i en gammel overlevering, der siger, at pelikanen plukker fjerene af sit eget bryst, indtil blodet fylder, så skrantende unger kan drikke af det og komme til kræfterne igen.

Denne smukke gamle overlevering er baggrunden for, at Bloddonorerne i Danmark har valgt denne særprægede fugl som symbol for bloddonorgerningen. Som en tak til de bloddonorer, der har ydet en særlig indsats i bloddonorsagen ved at have ladet sig tappe 100 gange, gives derfor en Pelikan i gave.

Bloddonorerne i Danmark har i den forbindelse fået fremstillet tre forskellige Pelikangaver, som 100-gangsdonorerne kan vælge imellem. Donorerne kan enten vælge en Stentøjspelikan, en Pelikanvase eller en Pelikan som kunsttryk, når de giver blod for 100. gang.

Pelikangaver bestilles ved at udfylde denne bestillingsseddel og sende til Bloddonorerne i Danmark enten pr. mail eller post.

Stentøjspelikanen

Stentøjspelikanen blev designet i 1969 specielt til Bloddonorerne i Danmark af kunstneren Jeanne Grut. Den er siden 1977 blevet brugt som gave til de donorer, der er blevet tappet 100 gange som en tak for deres store indsats i bloddonorsagen. Pelikanen fremstilles og håndmales på Hjorths Fabrik, som blev grundlagt i 1958. Hjorths Fabrik ligger i dag på Bornholms Museum i Rønne. Pelikanen måler cirka 14 cm x 16 cm x 8 cm.

Pelikanvasen

Pelikanvasen er designet i 2007 af kunstneren Pernille Bülow. Hun er uddannet fra Glasskolan i Orrefors i Sverige og har nu sit eget glaspusteri Pernille Bülow Glas i Svaneke på Bornholm. Vasen måler cirka 22 cm x 20 cm x 6,5 cm.

Pelikan som kunsttryk

Illustrationen er udført af grafikeren Michael Petersen (1955) med eneret for Bloddonorerne i Danmark og fremstillet i begrænset, nummererede antal. Michael er ansat i København Zoo og er kendt for sine mange designmæssige og formidlende opgaver for Zoo. Kunsttrykket er indrammet i luksusramme med eller uden passepartout. Rammen kan vælges enten i sort eller sølvgrå. Kunsttrykket måler ca. 30 cm x 42 cm uden passepartout og ca. 42 cm x 51 cm med passepartout.

Vil I forberede jeres 100-gangsdonorer på det kommende gavevalg? Så kan I hente og printe vores Pelikan-notat, som I kan give til donorerne.

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Email this to someone