Hver fjerde dansker er smittet med den. Hvis du er en af dem, vil du måske blive involveret i en trafikulykke. Forskning viser nemlig en tendens til, at parasitten Toxoplasmose kan påvirke din psyke i en sådan grad, at du bliver langt mere risikovillig end normalt eller måske ligefrem skizofren.

Postdoc Kristoffer Burgdorf fra Det Danske Bloddonorstudie (DBDS) samarbejder med forskere fra Stanley Instituttet om et stort forskningsprojekt, der har til formål at undersøge, om infektionstilstande såsom Toxoplasmose kan associeres med psykiatriske diagnoser. De er netop i gang med at teste plasmaprøver fra op mod 12.000 deltagere fra DBDS for at finde ud af, om de tidligere har været smittet med bestemte almindeligt forekomne infektionssygdomme.

Parasit fra kattelort

Toxoplasmose er en parasit, der findes i tarmene på katte, og som kan påvirke hjernen på de smittede. En ud af fire danskere er smittet med katteparasitten og kan risikere at blive psykisk syge af den.

-Det er ikke første gang, at der forskes i Toxoplasmose sammenholdt med psykiatriske diagnoser. Tidligere studier viser en klar sammenhæng mellem Toxoplasmose og skizofreni. Faktisk er risikoen for at udvikle skizofreni dobbelt så stor, hvis man er smittet med katteparasitten, fortæller Kristoffer Burgdorf og fortsætter:

-Derudover er man også meget opmærksom på, om gravide er smittet med Toxoplasmose. Man frygter nemlig, at inficering med parasitten kan påvirke hjerneudviklingen hos fosteret, så barnet bliver født med en lavere IQ eller er i fare for at udvikle psykiske sygdomme.

Og smitte med Toxoplasmose kan sandsynligvis også påvirke psyken på andre måder. Forskning har vist en tendens til, at smittede har en mere risikofyldt adfærd end andre. Der ses nemlig en øget indblanding i trafikuheld hos personer med Toxoplasmose sammenholdt med personer, der ikke er smittet. Og andre studier bakker op om dette.

Undersøgte chimpanser

Franske forskere fra Université de Montpellier har i et nyt videnskabeligt studie undersøgt effekten af Toxoplasmose hos chimpanser. De har studeret, hvad smitte med katteparasitten gør ved deres adfærd.

Normalt vil en chimpanse flygte, så snart den får færten af en leopard, da leoparden er chimpansens fjende. Men nu viser det franske studie, at chimpansens adfærd ændrer sig radikalt, når den er inficeret med Toxoplasmose. I stedet for at flygte fra leoparden, bliver chimpansen faktisk tiltrukket af leopardens lugt.

De franske forskere lavede studiet ved at hælde tis fra henholdsvis leoparder, tigre og løver ind i forskellige rum. Normalt ville lugten af leopardtis skræmme chimpansen, men pludselig var de inficerede chimpanser tiltrukket af lugten og opsøgte rummene med leopardtis.

Stopper ikke ved katteparasitten

Nu er Kristoffer Burgdorf og forskere fra Stanley i gang med et kæmpe studie, der skal fastlægge, om Toxoplasmose rent faktisk piller ved vores personlighed.  Og det stopper ikke her. Forskningsprojektet skal også undersøge, om herpes, mæslinger og CMV virus spiller en rolle for menneskets adfærd. Der er tale om undersøgelse af almindelige hyppige infektioner, som ikke kræver behandling. Forskningsprojektet har netop fået tildelt 1, 4 millioner fra Lundbeckfonden og bliver det hidtil største studie inden for dette felt.

-Man har gennem tidligere studier observeret en øget tendens til selvmordsforsøg blandt personer med herpes eller CMV virus. Det skal vi nu undersøge grundigere for at finde ud af, om der faktisk er en sammenhæng, fortæller Kristoffer Burgdorf og fortsætter:

-Man har ikke tidligere lavet studier af tilfælde med mæslinger, men vi har en idé om, at også den type infektion kan påvirke vores adfærd, så det vil vi også undersøge med det her forskningsprojekt.

Studiet udføres ved at teste plasmaprøverne fra op mod 12.000 donorer i Det Danske Bloddonorstudie for at finde ud af, om de har en af de fire infektionssygdomme. Det er bioanalytikere fra Stanley, der står for analysen af prøverne, som ikke påviser infektionen, men immunforsvarets reaktion på tidligere infektion. De data sendes til Danmarks Statistik, hvor analyserne i anonymiseret form holdes op mod de danske patientregistre, hvor man finde oplysninger om, hvorvidt en person har fået en psykiatrisk diagnose og i så fald hvilken. I registrene kan man også finde oplysninger om personers involvering i trafikuheld eller selvmordsforsøg.

-Toxoplasmose rammer som sagt hver fjerde dansker, og det sender et stærkt signal om, at det er en parasit, vi skal tage alvorligt. Hvis man holder kat, er risikoen for at blive smittet endnu større, så måske vil mange danskere fremover tænke sig om en ekstra gang, før de går ud og anskaffer sig en kat, afslutter Kristoffer Burgdorf.

kat toxoplasmose